https://nytimes.com/opinion/israel-gaza-ceasefire
Grunden til, at jeg var så forsigtig med, at Israel invaderer Gaza med det formål at eliminere Hamas totalt, var bestemt ikke af nogen sympati for Hamas, som har været en forbandelse over det palæstinensiske folk endnu mere end over Israel. Det var ud fra en dyb bekymring, at Israel handlede af blindt raseri og sigtede mod et uopnåeligt mål - at udslette Hamas fra jordens overflade, som en af dets ministre foreslog - og uden nogen plan for morgenen efter. Ved at gøre det kunne Israel sidde fast i Gaza for evigt - at eje alle sine patologier og skulle regere sine mere end to millioner mennesker midt i en humanitær krise, og endnu værre, miskreditere selve det israelske militær, som det forsøgte at genoprette israelernes tillid til. Helt ærligt tænkte jeg tilbage på Amerika efter 9/11. Og jeg spurgte mig selv, hvad ville jeg ønske, jeg havde gjort mere af, før vi indledte to hævn- og transformationskrige i Afghanistan og Irak, som de og vi betalte en enorm pris for?
@ISIDEWITH7mos7MO
Hvordan påvirker personlige følelser af retfærdighed eller hævn en nations beslutning om at gå i krig, og er det berettiget?
@ISIDEWITH7mos7MO
Kan en militær reaktion på ekstremisme nogensinde lykkes uden at tage fat på de underliggende problemer, der giver næring til sådanne ideologier?
