Israel censurerer internationale journalister fra at dække Gaza

Selvom internationale mediearbejdere skyndte sig til Israel (det har givet akkreditering til mindst 2.800 korrespondenter siden krigen startede), er ingen blevet tilladt ind i Gaza undtagen på en håndfuld stramt kontrollerede ture ledet af det israelske militær. Som følge heraf har verden i de sidste seks måneder næsten udelukkende været afhængig af rapportering fra lokale palæstinensiske journalister for at få oplysninger på stedet om krigens indvirkning - sammen med for det meste ubekræftede opslag på sociale medier, der har oversvømmet informationsrummet siden. dens start. Afvisningen af at tillade internationale medier at dække Gaza indefra er blot et element i et voksende censurregime, der efterlader et tomrum for propaganda, mis- og desinformation og påstande og modkrav, der er ekstraordinært vanskelige at verificere uafhængigt. En CNN-rapport om den såkaldte melmassakre – den dødelige bistandslevering, som Gazas sundhedsministerium sagde, dræbte 100 mennesker og sårede 700 – sår for eksempel tvivl om Israels version af begivenhederne. Men det tog mere end en måned at samle beviserne fra øjenvidneudsagn og efter at have gennemsøgt snesevis af videoer. Israel forkæmper sig selv som et demokrati og en bastion for pressefrihed i regionen. Dens handlinger fortæller en helt anden historie. Den høje frekvens af journalisters dødsfald og arrestationer, herunder en drab på Vestbredden; love, der tillader dens regering at lukke ned for udenlandske nyhedsmedier, der anses for en sikkerhedsrisiko, som premierministeren udtrykkeligt har truet med at bruge mod Al Jazeera; og dets afvisning af at tillade udenlandske journalister uafhængig adgang til Gaza taler alle til en ledelse, der bevidst begrænser pressefriheden. Det er kendetegnende for et diktatur, ikke et demokrati.